Du er her: BØRNE- & UNGDOMSHUSE · Historie

Fritidshjemmenes historie

Den 22. oktober 1949 blev SdUs første ungdomshjem, nemlig KFUM´s ungdomshjem i Flensborg, officielt indviet. Allerede i starten af 1950´erne efterlyste man på SdU´s hovedsendemandsmøde flere ungdomshjem i Sydslesvig. Det blev optakten til, at der fra 1950´erne til midt i 1960´erne blev etableret en række fritidsinstitutioner i Flensborg og de større byer i Sydslesvig.

Dengang blev institutionerne kaldt ungdomshjem. Ideen kom fra Danmark, hvor man midt i 1950´erne etablerede ungdomsklubber på grund af den høje ledighed blandt unge, primært for at få dem væk fra gadehjørnerne. Disse klubtilbud blev med tiden til et fast, socialpædagogisk tilbud til både lidt ældre børn og unge.

SdU´s intentioner med disse ungdomshjem havde derudover en anden indfaldsvinkel, der direkte havde med SdU som paraplyorganisation for de kulturelle og idrætslige ungdomsforeninger at gøre. Ungdomshjemmene skulle samle de i foreningsøje med endnu uorganiserede unge fra mindretallets skoler og føre dem ind i SdU´s bredt favnede foreningsliv.
Sidst i 1960´erne blev de første fritidspædagoger ansat i SdU.

I 1969 henvendte en gruppe forældre sig til Dansk Skoleforening, fordi de på grund af, at kvinderne i stigende omfang begyndte at blive udearbejdende, havde et pasningsbehov for deres børn om morgenen inden skolen startede og umiddelbart efter skoletiden. Skoleforeningen og SdU indgik en aftale om, at ungdomshjemmet i Lyksborggade i Flensborg i en forsøgsordning skulle åbne fra kl. 7 og så igen stå til rådighed, når børnene kom fra skolerne. Dermed startede en diskussion om behovet for det man i Danmark dengang kaldte fritidshjem, d.v.s. et tilbud til børn i skolealderen med en garanteret og pædagogisk forsvarlig pasning efter skoletiden.

I løbet af 1970´erne blev SdU´s ungdomshjem i en årelang proces både forandret og med tiden også alle omdøbt til at hedde fritidshjem, og en efter en blev de tidligere tilbud udvidet med fritidshjemsafdelinger. Denne strukturændring betød, at fritidshjemmene fik udvidet deres tilbud til at omfatte børn fra 6-års alderen til unge op til 25 år, og at fritidshjemmenes åbningstid blev udvidet, så de fremover stod til rådighed fra formiddag til aften.

I løbet af årene blev de tidligere ungdomshjem bygget om, flyttet i andre lokaler eller endda til andre byer, så de kunne blive blåstemplet som godkendte fritidshjem efter tysk lovgivning. Kun fritidshjemmet i Husum er endnu ikke godkendt som fritidshjem (Kinderhort). Men det vil ske i en nybygning i forbindelse med etableringen af en heldagsskole ved Husum danske skole formentlig i efteråret 2005.

Historisk oversigt

22. oktober 1949:
SdU´s første ungdomshjem, KFUM´s ungdomshjem i Flensborg, oprettedes.

1969: 
SdU og Dansk Skoleforening indgår en aftale om børenpasning før og efter skoletiden i ungdomshjemmet i Lyksborggade i Flensborg.

I 1970´erne:
SdU´s ungdomshjem blev omdøbt til at hedde fritidshjem.

I løbet af årene:
Fritdshjemmene blev blåstemplet som godkendt efter tysk lovgivning.

2005:
Husum fritidshjem er blevet flyttet fra Neustadt til Husum Danske Skole. I forbindelse med skolens ombygning til heldagsskole blev der rejst en nybygning til fritidshjemmet. Derved blev den sidste institution, der var klub, omdannet til et godkendt fritidshjem. Desuden går fritidshjemmet i tæt samarbejde med heldagsskolen bl.a. omkring spiseordningen for heldagsskoleeleverne.

2007:
På grund af ændringer i reglerne for tilskud til fritidshjem i Flensborg blev Mariegades fritidshjem og KFUM's fritidshjem fusioneret den 1. august 2007. Den nye institution med plads til 85 fritidshjemsbørn hedder nu Nystadens Børne- og Ungdomshus og er efter nogle ombygninger blevet placeret i lokalerne fra det tidligere KFUM's fritidshjem.