Du er her: IDRÆT · Fodbold · EM-holdet

Historien om holdet

I efteråret 2007 bliver SdU bedt om at stille et hold til en international fodboldturnering i Schweiz. Turneringen får deltagelse af sproglige mindretal fra hele Europa, der skal kæmpe om titlen som Europas bedste mindretalshold i fodbold. Turneringen er arrangeret af FUEV (Föderalistische Union Europäischer Volksgruppen) og får navnet EUROPEADA 2008.

Efter forarbejde af den organisatoriske ledelse omkring Kaj Andersen, holdleder Rudi Ehlerts og træner Holger Bruhn starter holdet forberedelserne til turneringen i januar 2008. Efter diverse træningssamlinger og kampe er holdet fundet, og 20 spillere samt 6 trænere, fysioterapeuter og ledere rejser til Schweiz i juni måned 2008.

Holdet består primært af unge spillere fra de danske klubber i Sydslesvig plus spillere, der spiller i Danmark og har rødder i det danske mindretal. Dertil hører Kolja Afriyie, der spillede for FC Midtjylland i den bedste danske række og nu spiller for Energie Cottbus i 2.Bundesliga. Resten af holdet er dog udelukkende amatørspillere. Efter mange intense og spændende kampe med andre mindretal ender det med en fornem 4. plads ud af de 17 tilmeldte hold. Vinder af turneringen bliver sydtyrolerne fra det nordlige Italien.

Ikke kun på banen opnår holdet succes, men især mediemæssigt får holdet og det danske mindretal syd for grænsen stor bevågenhed. Til semifinalen mod kroaterne fra Serbien er dagbladet Ekstra Bladet blandt tilskuerne på stadion.

Turneringen blev så stor en succes, at arrangørerne vil gentage denne i sommeren 2012 i det sydøstlige Tyskland hos sorberne. Derfor har SdU valgt at fortsætte arbejdet med ”Sydslesvigs landshold” og udbygge arbejdet med et ”U18” hold, der skal understøtte landsholdets store ambitioner.