Du er her: IDRÆT · Fodbold · EM-holdet

Sportslig koncept for "Sydslesvigs landshold"

Efter at EUROPEADA 2008 i Schweiz har været en stor succes både for stævnet og holdet, valgte SdU meget snart at fortsætte arbejdet med holdet. Allerede under turneringens afsluttende fase i Schweiz var der tale om, at EUROPEADA skulle blive en tilbagevendende begivenhed.

Dette var SdU’s startsignal til at gøre sig yderligere og fremtidige tanker omkring holdets videreførende sportslige koncept.

Dette koncept indeholder to grundlæggende mål:

  • at videreudvikle det ”Sydslesvigske landshold”, både sportsligt og organisatorisk, så det kan blive en fast og fremtrædende del af den sydslesvigske sportsverden.
  • at forberede det ”Sydslesvigske landshold” til EUROPEADA 2012 i Lausitz (Tyskland) og følgende turneringer, således at det fortsat kan fremstå blandt de bedste og være en værdig repræsentant for det danske mindretal i Sydslesvig.


Disse kort- og langsigtede mål indebærer, at de organisatoriske og sportslige rammebetingelser omkring holdet er så professionelle som muligt. Dette betyder, at der er en organiserende trænerstab, holdleder, holdmanager og fysioterapeut knyttet tæt til holdet, som sikrer en optimal forberedelse før, under og efter kampene.

Næste sportslige Highlight venter ”Sydslesvigs landshold” i 2012, så forberedelserne til næste EUROPEADA i Lausitz har selvfølgelig høj prioritet i den kommende tid. ”Sydslesvigs landshold” råder over en spillertrup på 26-28 spillere med baggrund i det danske mindretal, som har de fornødne kvaliteter, og som viser interesse og begejstring for holdet. Aldersgennemsnittet på holdet er ca. 22 år, dvs. at der forefindes et stort udviklingspotentiale.

Sportslig koncept for "Sydslesvigs Junior landshold"

For at kunne styrke og forny ”Sydslesvigs landshold” også udover 2012, er der nu også etableret et U 18-hold i Sydslesvig.

Dette hold samler fodboldtalenter i Sydslesvig og videreudvikler spillerne på det tekniske og det taktiske område.

Holdet startede i 2010 som U17-hold og deltog da bl.a. i DANA Cup i Frederikshavn. Holdet fortsætter i 2011 som U18 og i 2012 som U19, herefter vil spillerne blive rykket op på seniorlandsholdet. Holdet organiseres på samme måde som ”Sydslesvigs landshold” med egen trænerstab, der sikrer et højt sportsligt niveau, så spillerne kan opfylde de sportslige krav, som seniorholdet stiller.