Fritidshjem

Fritidshjemmenes historie i SdU

Den 22. oktober 1949 blev SdUs første ungdomshjem, nemlig KFUM´s ungdomshjem i Flensborg, officielt indviet. Allerede i starten af 1950´erne efterlyste man på SdU´s hovedsendemandsmøde flere ungdomshjem i Sydslesvig. Det blev optakten til, at der fra 1950´erne til midt i 1960´erne blev etableret en række fritidsinstitutioner i Flensborg og de større byer i Sydslesvig.

 

Dengang blev institutionerne kaldt ungdomshjem. Ideen kom fra Danmark, hvor man midt i 1950´erne etablerede ungdomsklubber på grund af den høje ledighed blandt unge, primært for at få dem væk fra gadehjørnerne. Disse klubtilbud blev med tiden til et fast, socialpædagogisk tilbud til både lidt ældre børn og unge.

 

SdU´s intentioner med disse ungdomshjem havde derudover en anden indfaldsvinkel, der direkte havde med SdU som paraplyorganisation for de kulturelle og idrætslige ungdomsforeninger at gøre. Ungdomshjemmene skulle samle de i foreningsøje med endnu uorganiserede unge fra mindretallets skoler og føre dem ind i SdU´s bredt favnede foreningsliv.
Sidst i 1960´erne blev de første fritidspædagoger ansat i SdU.



I 1969 henvendte en gruppe forældre sig til Dansk Skoleforening, fordi de på grund af, at kvinderne i stigende omfang begyndte at blive udearbejdende, havde et pasningsbehov for deres børn om morgenen inden skolen startede og umiddelbart efter skoletiden. Skoleforeningen og SdU indgik en aftale om, at ungdomshjemmet i Lyksborggade i Flensborg i en forsøgsordning skulle åbne fra kl. 7 og så igen stå til rådighed, når børnene kom fra skolerne. Dermed startede en diskussion om behovet for det man i Danmark dengang kaldte fritidshjem, d.v.s. et tilbud til børn i skolealderen med en garanteret og pædagogisk forsvarlig pasning efter skoletiden.



I løbet af 1970´erne blev SdU´s ungdomshjem i en årelang proces både forandret og med tiden også alle omdøbt til at hedde fritidshjem, og en efter en blev de tidligere tilbud udvidet med fritidshjemsafdelinger. Denne strukturændring betød, at fritidshjemmene fik udvidet deres tilbud til at omfatte børn fra 6-års alderen til unge op til 25 år, og at fritidshjemmenes åbningstid blev udvidet, så de fremover stod til rådighed fra formiddag til aften.



I løbet af årene blev de tidligere ungdomshjem bygget om, flyttet i andre lokaler eller endda til andre byer, så de kunne blive blåstemplet som godkendte fritidshjem efter tysk lovgivning. Kun fritidshjemmet i Husum er endnu ikke godkendt som fritidshjem (Kinderhort). Men det vil ske i en nybygning i forbindelse med etableringen af en heldagsskole ved Husum danske skole formentlig i efteråret 2005.

 

En særpræget model

SdUs fritidshjem er i deres kombination af fritidshjems- og klubtilbud en speciel og særpræget model, der er blevet udviklet af SdU i tæt samarbejde med institutionerne i over 25 år.

 

Alle fritidshjem har en fritidshjemsafdeling (Kinderhort), der tilbyder kontrolleret, pædagogisk pasning af børn fra 6 til ca. 12 års alderen. Børnene kan komme på fritidshjemmet umiddelbart efter skolen. De får tilbudt varmt måltid, lektiehjælp og en masse spændende fritidstilbud i eftermiddagstimerne. Børnene kommer og går efter faste aftaler med forældrene, og det bliver tjekket, hvis børnene ikke møder op efter skolen.
Det væsentligste i fritidshjemsafdelingen er den betryggende pasning og de spændende tilbud til børnene.



I fritidshjemsafdelingerne er der normeret en pædagog og en medhjælper per gruppe for at sikre en høj pædagogisk kvalitet i arbejdet. Forældrebidraget er for tiden 135 Euro udenfor Flensborg og 149 Euro i Flensborg by, hvor SdU opkræver et kontingent efter aftale med byen. Forældre, der ønsker deres børn optaget på et fritidshjem kan søge om kontingentnedsættelse, der bevilliges på baggrund af deres familieindkomst.



Desuden tilbydes der en fritidsklub for de lidt ældre børn op til 12 år. Her kan børnene komme og gå som de vil, der fortrinsvis er tale om et godt og nuanceret fritidstilbud til klubbørnene, men også her yder pædagoger og medhjælpere ind i mellem også hjælp med lektier o.a. Fritidsklubben er åbent i eftermiddagstimerne, som regel ca. 20 timer om ugen. Medlemsbidraget i fritidsklubberne er ca. 8 Euro om måneden, delvis dog afhængig af tilbuddets omfang.



Ungdomsklubtilbuddet retter sig til børn og unge fra 12 til ca. 25 år. Tilbuddet er fra de sene eftermiddagstimer til om aftenen. Der er tale om et pædagogisk kvalificeret tilbud, der tager hensyn til de unges egne ønsker om meningsfyldt beskæftigelse og aktivering. Desuden inddrages de unge formelt af lokaler m.m. Ungdomsklubberne har generelt åbent i 20 ugentlige timer. Kontingentet i ungdomsklubberne er på ca. 5 Euro pr. måned.
SdU´s fritidshjem tilbyder derved børn og unge et tilholds- og tilhørssted fra de er 6 til de er endnu ældre. Det betyder, at fritidshjemmene ledsager børn og unge over en lang periode i deres opvækst, det har også til følge, at der opstår en meget tæt og intens kontakt til forældrene og at fritidshjemmenes personal fungerer som rådgivere og støtter børnene og de unge i mange af deres hverdagssituationer og -problemer. Ved siden af at tilbyde pædagogisk kvalificerede fritidstilbud supplerer fritidshjemmene ved sprog- og kulturformidling mindretallets primære dansk, kulturelle målsætning. Desuden opnår de ved det tætte samarbejde med skolerne og forældrene, at der er sammenhæng i børnenes hverdag. De står parat med konkret hjælp til både børn og forældre, lige fra problemer med myndigheder til lektiehjælp, desuden er de i tæt kontakt med de øvrige mindretalsorganisationer, som børnehaver, skoler, Sundhedstjenesten osv., så der er opstået et tæt netværk, hvor fritidshjemmene indtager en central rolle.
Desuden fungerer f.eks. ungdomsklubberne som kulturformidler over for de unge, der efter at de har forladt mindretallets skolesystem og er blevet integreret i det tyske arbejdsmarked. Fritidshjemmenenes anden væsentlige opgave er, at kunne indstille sig på skiftende behov og samtidigt fastholde et pædagogisk kvalificeret arbejde.



SdUs fritidshjem er blevet til en succes, og det i årenes løb udarbejdede og hele tiden på ny tilpassede koncept har vist sig at være et væsentligt og kvalitativt tilbud til mindretallets børn og unge. 

 

I dag ligger fire institutioner i Flensborg, mens de øvrige er fordelt over hele landsdelen fra Vesterland på Sild til Bydelsdorf i det sydligste hjørne af Sydslesvig.De tidligere ungdomshjem har udviklet sig til vidtforgrenede institutioner med både fritidshjem og fritids- og ungdomsklubber, der bliver besøgt af ca. 1200 børn og unge.

Fakta om fritidshjemmene

Historisk oversigt:

 

22.oktober 1949:
SdU´s første ungdomshjem, KFUM´s ungdomshjem i Flensborg, oprettedes.

1969: 
SdU og Dansk Skoleforening indgår en aftale om børenpasning før og efter skoletiden i ungdomshjemmet i Lyksborggade i Flensborg.

I 1970´erne:
SdU´s ungdomshjem blev omdøbt til at hedde fritidshjem.

I løbet af årene:
Fritdshjemmene blev blåstemplet som godkendt efter tysk lovgivning.

2005:
Husum fritidshjem er blevet flyttet fra Neustadt til Husum Danske Skole. I forbindelse med skolens ombygning til heldagsskole blev der rejst en nybygning til fritidshjemmet. Derved blev den sidste institution, der var klub, omdannet til et godkendt fritidshjem. Desuden går fritidshjemmet i tæt samarbejde med heldagsskolen bl.a. omkring spiseordningen for heldagsskoleeleverne.

2007:
På grund af ændringer i reglerne for tilskud til fritidshjem i Flensborg blev Mariegades fritidshjem og KFUM's fritidshjem fusioneret den 1. august 2007. Den nye institution med plads til 85 fritidshjemsbørn hedder nu Nystadens Børne- og Ungdomshus og er efter nogle ombygninger blevet placeret i lokalerne fra det tidligere KFUM's fritidshjem.